Gråvejr i Shinjuku

På trods af det lidt kedelige vejr slæbte vi os ud fra den varme seng, pakkede os godt ind og bevægede os imod Shinjuku. På vej mod stationen i Meguro kunne vi i det fjerne høre trommeslag, og da vi kom tættere på, blev vi mødt af et forunderligt syn. Otte seje kvinder i alle aldre stod på pladsen nedenfor stationen og slog løs på hver deres store tromme, mens de manede, hvad der lød som kampråb. De mange søndagsshoppere stod betaget og filmede den interessante opvisning.

(vi undskylder for den dårlige kvalitet, men blogspot vil ikke oploade videoen i den originale version)

Men vi måtte videre.
Da vi ankom til Meiji-jingumae i Shibuya, fulgte vi menneskemængden, der alle syntes at styre mod de store træer, man kunne ane i baggrunden. Snart stod vi ved indgangen til Meiji-gyoen, der er den park, som Meiji-jingu ligger i.

Man kunne tydeligt mærke, at japanerne havde fri i dag, for det var ikke kun turister, der optog de brede stier, der ledte gennem parken.

Der var masser at se på vejen hen til templet, blandt andet nogle tønder med helligt sake (risvin).

Selve Meiji templet (1920) er det prægtigste shinto-tempel i Japan, og er dedikeret til kejser Meiji og hans kejserinde Shoken. Det føltes autentisk og spirituelt på trods af dens rekonstruktion i 1958 efter anden verdenskrigs rædsel.
Inden man kan gå ind og bede i templet, er der et helt bestemt ritual, man skal følge. Dette indebærer en renselse af hænder og mund ved en temizuya (vandfontæne). Først skal venstre hånd vaskes ved at dyppe en kop ned i vandet i fontænen, og hælde det over hånden, Det efterfølges på samme måde over højre hånd, hvorefter man med vand fra venstre hånd fører vandet op til munden. Man må dog ikke sluge vandet, så det spyttes ud ved siden af fontænen. Til sidst vendes koppen lodret, så vandet løber ned af skaftet. Det er vigtigt, at man kun dypper koppen en enkel gang efter vand, så det er ikke så meget, der skal bruges i ritualet.

Bagefter kunne vi så gå ind i templet :)

Vi så en del japanere i traditionel beklædning, og da vi ankom til templet, forstod vi hvorfor. Der blev afholdt op til flere bryllupper, og det var virkelig fascinerende at se.

Da vi forlod templet, tog vi et smut ind til den indre have, som kejser Meiji opførte for sin kejserinde. Haven siges at være smukkest i sommermånederne, så vi fik desværre ikke den fulde oplevelse. Dog kunne man godt fornemme den majestætiske atmosfære, der omringede det lille paradis, der syntes at holde storbyens kaos og larm på afstand.

 

I havens indre mødte vi en ældre herre, som viste os, hvordan vi fik de små vilde fugle til at sidde på vores hånd. Han gav os små stykker peanuts, som vi skulle placere yderst på fingrene, så pegefingeren lå nogenlunde vandret. Her sad de små fugle i få øjeblikke for at snuppe lækkerierne.
Det var en anderledes oplevelse, specielt fordi den ældre japanske generation normalt undgår turister i frygt for at tabe ansigt, da de fleste aldrig har lært engelsk.

Vi forlod haven i godt humør, men formodede at fare grundigt vild, inden vi fandt frem til Yoyogi Park (som ellers burde have været nem at finde frem til).
Her oplevede vi sakuratræer, spraymalingkunst til funky musik og mærkelig dansende mennesker i kostumer. Men det er alt sammen en del, af hvad der sker søndag i Yoyogi park.

Da klokken var ved at nærme sig 4, gik vi fra parken og hen mod de lange gågader i Shinjuku. Vi kom ned af en hel speciel en af slagsen ved navn Takeshitas, der kort fortalt er butikker for folk med ekstrem tøjstil. Der var utrolig mange mennesker, og det var svært at komme ud fra en butik igen, efter man først havde forladt gaden.

Mætte på oplevelser begik vi os hjemad til vores lille lejlighed.