En helvedes togtur

Lørdag var det blevet tid til at forlade Tokyo og tage videre til Takayama, som ligger ca. 4,5 time nordvest fra Tokyo. Vi stod tidligt op, så vi kunne nå metroen kl. 9:43, men da vi kom til stationen, var toget fuldkommen proppet, og med vores kæmpe kufferter var det praktisk talt umuligt bare at komme ind i toget! Der var allerede problemer med at få dørene til at lukke; 'sild i en tønde' beskriver ikke engang, hvor tæt folk stod. Så vi var nødt til at tage det næste tog, hvilket så gjorde, at vi ikke nåede det JR-tog, der skulle have taget os fra Shibuya til Tokyo. Så vores plan blev rykket fuldstændig!

Men det var der ikke så meget at gøre ved.

Da vi kom frem til Tokyo, var der også kaos på grund af de mange mennesker, men da vores plan allerede var gået i skuddermudder, tog vi det stille og roligt - det er heller ikke det smarteste sted at få et anfald :D

Fra Tokyo skulle vi med Shinkansen, som er Japans bullettrains. De kører virkelig hurtigt, og man kan på ingen tid komme fra sted til sted. Inden vi tog til Japan købte både Fie og jeg et JR rail pass, som giver os adgang til alle JR linjer, de fleste shinkansen samt nogle busser og færger Japan rundt. Ud over det opgraderede vi det normale JR pass til et Green Card, der svarer til første klasse på et fly, så vores forventninger til de lange rejser, var meget høje.

Vi fandt frem til den rigtige perron med det rigtige Shinkansen, og så troede vi ellers, at resten ville gå som smurt. Men der tog vi godt nok fejl.

En togofficiel havde fortalt os, at vi med vores JR rail pass ikke behøvede at bestille siddepladser, og det var umiddelbart også det, vi havde læst os frem til. Men ak ja, da vi spørger en af togpersonalet, tager han mit JR rail pass og laver fagter til, at jeg skal gå med. Jeg var total forvirret på det tidspunkt, indtil han førte mig hen til udgangen af perron, hvor der stod en og tjekkede billetter. På engelsk forklarede hun mig, at vi godt kunne lade være med at bestille siddepladser, men at vi så ikke kunne benytte Green Cars, som vi ellers har betalt dyre domme for -.-... så vi var altså nødt til alligevel at bestille siddepladser! På det tidspunkt var vi både forvirret og rimelig irriteret, og det blev bestemt heller ikke bedre, da vi så køen... den var endeløs, og af den grund nåede vi derfor heller ikke det tog.

Da det endelig blev vores tur til at bestille billetter, ville vi jo selvfølgelig sidde i Green Cars, og det kunne i princippet også lade sig gøre, men så skulle vi altså sidde i hver sin ende af vognen. Hyggeligt.... -.-

Vi kunne også vælge at sidde i de normale vogne, hvor der for det første ikke var særlig meget plads til kufferterne, og for det andet kom vi stadig ikke rigtig til at sidde ved siden af hinanden; vi sad på hver sin side af gangen. Men det var det bedste, der var muligt, og vi måtte derfor tage til takke med at have betalt ekstra for noget, der så slet ikke kunne lade sig gøre! Fedt....!

Med billetterne i hånden fandt vi den rigtige perron, hvor Hokuriku shinkansen gik fra, og så var det ellers på toget og afsted.

5 stop og så var vi i Toyama, hvor vi skulle have et JR resten af vejen til Takayama. På dette tidspunkt var vi godt træt af at køre i tog, så da vi så, at vi enten kunne tage det almindelige tog uden Green Cars om 5 minutter, eller vente en halv time på det næste tog, hvor der så var Green Cars, var vi ikke et split sekund i tvivl om at vente. Og hvor var vi glade, vi gjorde det!

Turen fra Toyama station til Takayama station var noget af det mest fantastiske, vi nogensinde har prøvet. Ikke kun fordi vi endelig sad i Green Cars med masser af benplads og dejlige sæder, men også på grund af det helt utrolige landskab, vi kørte igennem. Det er svært at beskrive gennem billeder og ord, hvordan det var at køre igennem sneklædte bjerge med rindende floder og søer, og hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, men det var et helt fantastisk syn. Det havde vi bestemt ikke forventet, og det var en dejlig afveksling fra Tokyos travle storbys skyskrabere.

Ankomsten til Takayama var kold på grund af sneen, da der stadig lå i store driver, men stadig frisk og solrig.

Vi fandt hurtigt hotellet, der lå lige over for stationen, så kunne jo ikke være nemmere. Og så var det ellers ud på opdagelse.