And then there was Takayama!

Takayama er en forholdvis lille og rolig by, og hvis man kommer uden for højsæsonerne i april og septemper, undgår man turistmasserne og kan nyde Takayamas seværdigheder næsten helt for sig selv.

Lørdag d. 21/3

Efter vi havde smidt vores kufferter af på værelset, besluttede vi os for at gå lidt på opdagelse i Takayama, inden vi skulle spise.

På hotellet havde de kort over de seværdigheder, der lå i nærheden, og efter at vi havde kigget nærmere på det, besluttede vi os for at se Hida Kokubun-ji.

Templet lå ca. 10 minutter væk, og det var lige, hvad vi kunne overskue efter den meeeeget lange togtur.

Hida Kokubun templet er kendt for være Takayamas ældste tempel, og blev første gang opført i det 8. århundrede. Efter at det brændte ned til grunden, blev det genopbygget i det 16. århundrede. Dets skattekammer indholder nogle af de mest betydningsfulde kulturelle objekter, og i forhaven står en tre-etagers høj pagoda og et imponerende kroget gingkotræ, som menes at være 1200 år gammelt.

Da vi kom frem til templet, var der desværre lukket ind til selve templet, så vi måtte nøjes med at gå rundt i forhaven. Det var dog heller ikke nogen dårlig ting, for vi havde det hele for os selv :)

Man kunne tydeligt se, at templet var meget gammelt, og det var ikke lige så flot velbevaret som nogle af de andre templer, vi har set. Men træet var til gengæld et virkelig imponerende syn, og det er ret fantastisk at tænke på, hvor meget det har været i gennem.

Sulten var begyndt at melde sig, og vi gik derfor videre ned ad gaden, hvor jeg havde læst i Lonely Planet, at der skulle ligge en lille, hyggelig restaurant. Her havde de billedmenuer på engelsk, og maden var virkelig god. Vi fik noget, de kaldte hamburger, men det var overhoved ikke i nærheden af det, som vi i DK kalder hamburger. Vores aftensmad bestod af en hakkebøf i en mørk sovs, med ris, salat, miso-suppe og nogle andre grønsager som tilbehør.

Mætte på god mad, oplevelser og togtur var det direkte på hoved i seng, så vi kunne være friske til dagen efter.

Søndag d. 22/3

Søndag, var vi tidligt oppe og spise morgenmad, for turen gik til Hida-no-Sato frilandsmuseum. Det er en samling af forskellige huse og bygninger fra forskellige perioder og steder rundt omkring i regionen, hvor man kan få et indblik i, hvordan datidens japanere levede.

Det var virkelig flot og spændende at se, men på grund af sneen var nogle af stierne og husene afspærret af frygt for nedfalden is og glatte veje. Alligevel syntes vi dog, at det var interessant at se husene indrammet i sne, som de jo også har været i fortiden - specielt disse huse er bygget til at kunne modstå Takayamas kolde område.

Igen var vi glade for at være her uden for sæsonen, for det betød, at der var minimalt med andre besøgende, og vi kunne tage det stille og roligt.

På et kort læste vi, at man kunne gå op af bjergsiderne for at se Matsukura slotsruin samt få et glimt af en fantastisk udsigt ud over byen med bjergene i baggrunden; så vi begyndte at gå. Og gå. Og gå. Og faktisk blive ved med at gå op af bjerget ad en asfaltvej igennem skoven. Vi kunne ikke forstå hvorfor vi ikke kom i nærheden af slotsruinerne, for vi var ret sikre på at vi gik den rigtige vej.

Da vi havde gået ca. 20 minutter, kom vi til en afsats, hvorfra vi kunne se Takayama, og nøj sikke et syn! Vi var de eneste på afsatsen (vi havde heller ikke set nogen på vejen derop), og havde derfor frit udsyn.

På afsatsen var der også et kort over området, og herfra fandt vi ud af, hvorfor vi ikke kunne finde slotsruinen. Vi var gået den forkerte vej rundt... i stedet for at have gået vest for Hida-no-Sato, var vi gået øst, og der var pænt langt fra det sted vi var, og hen til slotsruinen -.-

Derudover var der også en advarsel om, at der var blevet spottet bjørne i området. Så på det tidspunkt var vi enige om, at den gåtur vi allerede havde lagt bag os, var nok for den dag, så vi begav os ned ad bjerget igen, samme vej som vi kom fra. Turen var dog ikke helt forgæves, for vi fik set en anden del af Japan,  end vi ellers har mødt, og den stilhed og idyl, der omgav os, var virkelig det hele værd.

Da vi kom ned igen, tog vi bussen tilbage til Takayama centrum og begav os ud for at finde et sted at spise. Jeg havde læst om et sushisted, hvor det ikke skulle være så dyrt, men det var der åbenbart også andre der have; vi var nr. 740 i kø, og foran os var der 15 andre numre, så vi blev hurtigt enige om at liste os lige så stille ud derfra igen. Totalt akavet, men vi var for sultne til at kunne vente 25 minutter bare for at få et bord! Så vi måtte videre igen.

Vi formåede at traske en del af byen igennem for at finde er sted at spiser, hvor vi både syntes, maden så god ud, og hvor der ikke var 20 mennesker foran os i køen. Vi var nået det punkt til sidst, hvor vi var tæt på bare at købe en sandwich, men vores fødder havde en anden ide. De bragte os hen til restauranten fra i går, og så måtte vi jo hellere give efter :D

Personalet genkendte os med det samme, og vi blev mødt med smil og hilsner. I denne omgang fik vi Hida-grisekød i en ingefær sovs med ris, misosuppe, samt nogle grønsager. Det var endnu bedre end det, vi fik dagen før, og vi var både mætte og tilfredse, da vi gik derfra.

Det var næsten på hoved i seng, da vi kom tilbage til hotellet, da vi skulle op kl. 6:15 dagen efter.