Vi ser rødt

Tænk engang, så er der allerede gået en måned, siden vi rejste fra det kolde DK. Tiden er fløjet afsted, og vi har nu kun 15 dage tilbage i Japan, inden vi skal videre til Hanoi, hvor vores næste eventyr venter os.

I dag onsdag trodsede vi regnen og tog til Kyoto for at se det populære Fushimi Inari Taisha og Tofukuji tempel.

Vi havde forventet, at der på grund af regnen ville være færre mennesker, men der tog vi godt nok fejl. Toget til Inari var proppet med folk, der alle skulle se Fushimi Inari Taisha. Vi var dog ret sikre på, at hvis vejret havde været bedre, havde der været endnu flere besøgende.

Ved første øjekast ser Fushimi Inari taisha ikke ud af noget særligt, men det er kun indtil, man kommer igennem den første torii og videre bag om hovedtemplet. Her er de røde torii placeret på en lang række, der danner halvtag, men man trasker op og ned af bjergsiden på Inari-san. Det var meget beundringsværdigt og nærmest guddommeligt at gå forbi de små templer, der lå langs de røde torii.

Ud over at være kendt for sine mange torii er templet også kendt for at være ris- og sakegudernes tempel. Rundt omkring på stedet ses flere stenræve; disse siges at være risguden, Inaris, sendebude, og de ses tit med en nøgle i munden, som er til kornkammeret.

Da vi havde gået i godt 20 minutter op af de stejle trapper, var vi overbevist om, at vi snart måtte være ved toppen. Det var lige inden, vi så skiltet, der oplyste, at der fra det punkt var 40 minutter til toppen. Fie og jeg kiggede kort på hinanden, hvorefter vi styrede direkte ned ad den vej, vi kom fra. Ingen af os havde overskuddet, der skulle til, for den gåtur.

Fushimi Inari taisha lå ret tæt på et andet tempel, Tōfukuji, som Lonely planet havde foreslået som et must see, så det måtte vi naturligvis også kigge nærmere på.

Templet blevet bygget i 1236 af præsten Enni, og har den ældste hovedport i Japan. Haven, der blev anlagt i 1938, skulle også have været fantastisk, men på grund af vejret, sprang vi den over.

Templet kunne på ingen måde måle sig med Fushima Inari Taisha, men det var stadig spændende at se. Og det ville helt klart have været endnu mere spændende, hvis vejret havde været med os.