Et farvel med eftervirkninger

Så var det tid at sige farvel til Japan og tage videre til Hanoi. Det blev dog ikke den ideelle flyvetur, som vi havde regnet med.

Kl. 4 torsdag nat vågnede jeg ved, at Fie styrtede fra sengen og ud på badeværelset for at kaste op. Det gik hurtigt op for os, at hun havde fået madforgiftning, men vi valgte at se tiden an, inden vi satte himmel og jord i bevægelse.

Det blev hurtigt tydeligt, at Fie kun fik det værre og værre, og da klokken nærmede sig 8 japansk tid, ringede vi til vores forældre og fortalte om situationen. Vi skulle flyve fra Narita lufthavn kl. 13:55 samme dag, og hvis det havde været nemmere ombooke flybilletterne uden de store omkostninger, havde vi nok taget en ekstra dag i Tokyo. Desværre er det nu sådan, at når man har to forskellige rejseforsikringer, der hver især har deres egen politik om, hvordan tingene skal forløbe, er det umådelig svært, at få tingene til at passe sammen. Derudover ville Fies forsikringsselskab have, at hun skulle til en læge, der kunne bekræfte, at hun virkelig var syg, hvilket i sig selv er fuld forståeligt. Problemet for os var dog bare, at vi boede på et lufthavnshotel, hvilket betød, at vi var rimelig isoleret fra resten af civilisationen. Derudover kan det være ret så svært at skulle forklare en læge på japansk, hvordan man har det.

Så da klokken blev 11, måtte vi pakke alt sammen på værelset og tage hotellets shuttlebus ud til lufthavnen, så vi kunne nå at checke os ind på flyene, der skulle tage os til Hanoi.

Vores første fly fra Narita til Seoul var forsinket med 40 minutter, så vi skulle ikke vente helt så lang tid i Seoul lufthavn på det næste fly. Man kan næsten kalde det held i uheld om ikke andet.

Narita lufthavn er nok en af de mest forvirrende lufthavne, jeg nogensinde har været i! Der er deciderede kort over lufthavnen, men når man går rundt, er alting bare stort, og det eneste, der er til at finde, er souvinirebutikker og overpriced restauranter. Det tog mig næsten en halv time, at finde en kiosk der solgte sandwich og drikkevare, og så var der lige vejen tilbage.

Vi fik serveret mad selvom, vi kun skulle flyve hhv. 2,5 time og 4,5 time, og selvom Fie kun fik klemt en bid bolle ned, var jeg godt tilfreds. Og når man samtidig har nogle af de nyeste film som underholdning, så kan det næsten ikke blive bedre.

Så borset fra at Fie havde det utrolig dårligt på hele turen, gik resten af vejen nemt, og vi kom hurtigt igennem immigration i Hanois internationale lufthavn.

Vores kufferter kom næsten med det samme, og bagefter skyndte vi os hen til informationen, så de kunne ringe efter vores hotel. Vi turde ikke selv gå ud og finde en taxa på det tidspunkt, for klokken var over 22.

Der var ingen problemer med afhentning, men turen ind til midten af hanoi var lang, da vi begge var trætte, og Fie allerhelst bare ville ligge ned.

Vi var først fremme ved hotellet kl. 23, så det var hurtigt check ind, og så bare op på værelset og sove.