lørdag den 18. april 2015

Projekt god bedring

Vi havde fået værelse på 6. etage med udsigt ud over byen og gaden nedenunder. Værelset var, som I kan se på billederne, stort, og det var badeværelset også. Vi havde dog store problemer med internettet, der var meget langsomt og tit slet ikke virkede. Derudover kunne bruseren godt have brugt en afkalkning, men airconditionen var vidunderlig! Uden for værelset var luften nærmest fugtig på trods af, at det ellers var over 30 grader.






Da vi vågnede fredag morgen, havde Fie det bedre, men ikke nok til at gå ned og spise morgenmad ved buffeten, så jeg smuttede ned og spiste alene.
Buffeten var temmelig begrænset, men efter at jeg havde sat mig, kom der en hen til mig med et menukort, så jeg kunne bestille noget ud over buffeten; det var selvfølgelig inkluderet i buffeten, så der var ikke noget tillægsgebyr. Så ud over mit brød og frisk frugt fik jeg pandekager. Mums.

Da jeg var færdig, kom der én hen med et kort (han lignede, at han var bestyre eller noget lignende), og så gav han mig ellers et kort foredrag over gode seværdigheder i byen. Han var meget venlig og utrolig gæstfri, og det var også den umiddelbare fornemmelse, vi ellers havde fået af hotellet.

Vi brugte både fredag og lørdag i sengen, så Fie kunne blive helt rask. I mellemtiden lagde vi planer for vores dage i Vietnam og så film, når internettet altså havde lyst til at lege med.

Fredag aften måtte vi for første gang bevæge os uden for hotellet, for der var ingen restaurant på hotellet. Men først skulle vi lige hæve vietnamesiske dong, for vi havde hverken kunne hæve i Narita eller i Seoul lufthavn. Heldigvis lå der en hæveautomat lige uden for hotellet, og vi spurgte receptionisten, hvor mange penge vi skulle hæve. Jeg må indrømme, at da han sagde 500000 dong, var jeg ret overrasket. Jeg vidste godt, at dong ikke havde nogen høj værdi, men jeg syntes, at 500000 dong lød af ret meget. Nåh, men vi vidste ikke bedre og gjorde, som receptionisten foreslog.

Vi fandt en restaurant lidt længere nede ad vejen, som så pæn og ren ud. Vi bestilte vores mad, som begge bestod af ris.


Fie havde stadig ikke helt vildt meget appetit, så hun spiste ikke så meget, men det smagte rigtig godt, og ingen af os havde møde med toilettet bagefter; så vores først aftensmad i Vietnam var en succes.

Vi betalte 125000 dong for mad og drikke, og forlod restauranten fuldkommen udvidende om, hvor meget vi i danske kroner havde betalt.
Da vi tilbage på hotelværelset slog det op på nettet, kunne vi ikke lade være med at spærre øjnene op. 125000 dong svarede til ca. 40 kr. Og når man tænker på, at vi havde lagt et budget på 1000 kr om dagen for os begge, var det virkelig noget at grine af.

Lørdag aften skulle vi igen ud og finde et sted at spise, og denne gang endte vi med at spise "dragonfly sandwich", og så fik vi kold te til.



Denne gang måtte vi give 208000 dong, hvilket er hele 66 kr. for måltid og drikkevarer (Gisp) >.<

Efter middagen, lørdag, gik vi tilbage på værelset, hvor vi hyggede med film.

3 kommentarer:

  1. Hej Ping og Pong. Glædeligt I er på den igen. Var jeg ikke en ældre ræv, så ville misundelsens skygge være til stede, men det er næsten ligeså godt med gode nyheder fra Vietnam. Min afdøde ven Ib har fortalt om det venlige land, og Jeres oplevelser bekræfter dette så rigeligt. Et gademåltid koster 5 kroner, hvis man kender sælger er det ikke noget problem, men køb bare et til 30 det er ikke risikoen værd. værd. Bare fyr løs af nye oplevelser, vi er alle med Jer.

    SvarSlet
  2. Godt at se i er tilbage på bloggen igen. Synd nettet ikke er lige så godt, som i Japan, så vi kan følge med i hvad i laver :)) venter spændt på at høre mere

    SvarSlet
  3. Det lyder godt, at Fie fik tid til at komme på benene igen - det er altså ikke sjovt at være så syg. Og det er helt sikkert smart at være forsigtig med, hvor man vælger at spise. Ikke mindst når maden er så billig :) Mon ikke budgettet nok skal holde.

    SvarSlet