lørdag den 4. april 2015

En kort en af slagsen!

Lørdag er som regel den helt store picnicdag for japanerne, og når solen samtidig skinnede, var det uundgåeligt at møde mange mennesker i togene, da vi skulle til Sanjūsangen-dō tempel.

Sanjūsangen-dō tempel ligger i det sydlige kyoto og blev oprindeligt opført i 1164 af kejser Go-shirakawa, og da det omkring 100 år efter skulle genopbygges, tog det 15 år, før templet stod færdigt. Med 120 m er det den længste træbygning i Japan. I templet huses 1001 statuer, der forestiller den 1000 armede Kannon (den buddhistiske gudinde for nåde). Den største Kannon er placeret i midsten med 500 statuer på hver side, der står på rad og række. Ud over Kannon statuerne, står der en række af andre guder placeret foran. De mest imponerende er dog de tog figurer, der står helt ude til hhv. højre og venstre. Den ene forestiller tordenguden, og den anden vindguden, og de optræder tit som beskyttere ved templer i Japan ved at være placeret ved indgangen til templet.
Vi måtte desværre ikke tage billeder inde i templet, så disse er tyvstjålet fra nettet :D
Men det var virkelig flot og imponerende at se de mange "ens" Kannon figurerer, som dog ikke var heeeelt ens men næsten. Helt klart værd at se.
 


Pladsen rundt om templet var også rigtig flot, og de havde gjort meget ud af at gøre det simpelt men spændende.


 




Efter templet tog vi til Osaka station, hvor der ligger et kæmpe shoppingcenter, der hedder Lucca. (Vi besøgte centeret d. 3/4 Regn og et strejf af DK). Her fandt vi en kage til min fødselsdag, for Fie mente ikke, at man kunne holde fødselsdag uden; og hvem kan sige nej til kage :P
 
På vejen hjem blev det virkelig tydeligt, at japanerne havde fri. Vi skulle med Osaka Loop line, der blandt andet stopper på Osakajo-kōen station, hvilket er den station, der ligger tættest på en af de smukkeste og største parker i Osaka. (Vi besøgte parken d. 26/3, der er dog ikke nogle billeder derfra på bloggen Castle-go-around). Anyway, da vi stod på toget på Osaka station, kunne vi godt se, at der var en del mennesker, der skulle med, men det var først, da vi blev presset ind mod væggen i toget, at vi rigtig forstod hvor mange. Vi havde lidt håbet på, at når vi nu ikke længere var i Tokyo, ville der ikke være helt så mange mennesker med togene. Men der tog vi godt nok fejl! Med kagen over hovedet, stod vi som sild i en tønde, og vi behøvede slet ikke at være bange for at vælte, når toget drejede, for man kunne slet ikke bevæge sig! Aldrig har vi prøvet noget lignende! Det var sindsygt!! Og det viste sig, at de alle skulle af på Osakajo-kōen for at holde picnic.
Fra stationen kunne vi se ned i parken, og jeg tror ærligt ikke, at der var en ledig plads i parken. Så det forklarede, hvorfor der ikke var særlig mange mennesker inde at se Sanjūsangen-dō tempel. De var simpelthen alle sammen valfartet til Osakajo-kōen :D
Resten af turen hjem havde vi masser af plads, så vi klagede bestemt ikke.

Da vi kom hjem, var det hurtigt ind med kagen i køleskabet, for det var stuetemperatur udenfor - der var virkelig ikke nogen forskel på temperaturen udendørs og indenfor!
Og så var det ud at handle ind til fødselsdagsmorgenmad. Resten af aftenen brugte vi på at søge på lidt forskellige restauranter/barer/natklubber i Dotonbori Arcade, som var stedet, vi skulle fejre min fødselsdag dagen efter.
Kl. 00 fejrede vi, at jeg japansk tid teknisk set var 20. Så vi drak lidt iste og spiste kitkat.
Jeg fik ikke lov til at sove før kl. 1, for Fie ville være sikker på, at hun havde lidt tid at løbe på morgenen efter.

1 kommentar:

  1. Fantastisk, og så genopbygget blot 100 år senere. Der sker altså noget i det land. Er statuerne også genskabte?, så forstår jeg godt det tog 15 år. Sjovt at læse Jeres overblik over de forskellige steder I har været før, næsten som at tage en tur til KBH. Ha ha. Kunne godt bruge et FOTO af den overfyldte park. Tak for endnu en rejsebeskrivelse. 👌👌👌👌👌

    SvarSlet