Introducing Hanoi part 2

Fredag d. 24/4 var den officielle bliv-i-sengen-dag. Det regnede, og de planer, vi havde lagt, foregik udendørs.

Omkring frokosttid var regnen dog stillet lidt af, og vi vovede os ud i byen efter noget frokost.

Vi endte på Urban Station, og på vejen tilbage til hotellet fandt vi en restaurant, som så indbydende ud, hvor vi blev enige om at spise senere.

Det viste sig, at blive en "dyrere" fornøjelse. Og når jeg siger "dyrere", mener jeg dyrere, end hvad vi ellers har betalt for aftensmad. Det, vi troede var en hovedret, viste sig at være en forret, så vi var nødt til at bestille hovedret oveni.

Fie fik noget, der ærligt lignede små lorte på en tallerken, og vi var ved at gå til af grin. Personalet skævede underligt til os, men det var alt for svært at holde masken. Jeg bestilte Pho med kylling, men ovenpå forretten, der var asparasuppe med krabbekød, havde jeg store problemer med at spise op.

(Min hovedret)

(Fies "høm høm ret")

På vejen hjem var vi inde i en kiosk for at købe m&m's til filmen senere, og her mødte vi nok det mest usympatiske, fjendtlige menneske af en kvinde. Da hun betjente os, var det tydeligt, at hun ville være alle andre steder end på arbejde, og at hun hellere ville have haft, vi blev væk. Vi kan selvfølgelig ikke vide, om der har været en forklaring på hendes opførsel, men hvis det er sådan, den vietnamesiske arbejdsmoral er, så ville de ikke overleve 2 minutter på en dansk arbejdsplads.

Lørdag d. 25/4 var endnu en våd dag, så her var vi også kun ude om aftenen for at spise på den restaurant, vi har døbt 'Katie Melua cafeen', for det er altid det, de spiller i højtalerne.

Vi fik vietnamesisk mad, der var ris, kylling og lidt grønsager.

Søndag d. 26/4 skinnede solen, og vi kunne bevæge os ud fra vores hotelværelse. Vi tog en taxa til Ho Chi Minh mausoleet, men da vi kom frem var køen mere end 1 km lang (ikke en overdrivelse), og der var 1 time til lukketid - de lukkede kl. 11:30. Så vi prajede en taxa, der tog os til Tran Quoc; det er Hanois ældste pagoda. Den blev bygget i 1558, og står på en lille ø i Truc Bach søen.

På vejen hen til pagodaen så vi nogle svanebåde som dem i Tivoli, og efter byens larm og kaos, var det fantastisk at komme midt ud på søen, hvor lydene blev dæmpet en hel del.

Udover at være rigtig hyggeligt, fik vi også brugt benmusklerne lidt igen, da det var pedaler, der fik svanebåden til at bevæge sig.

Bagefter spiste vi frokost på en stor husbåd, der var lavet om til en restaurant.

Taxaturen hjem gik hurtigt, og om aftenen spiste vi på en tagrestaurent med udsigt ud over Hoan Kiem søen. Vi spiste relativt tidligt, da nattemarkedet startede kl. 7.

Til nattemarkedet var det en hel gade, der var afspærret, og hundredevis af boder var sat op. Der var alt var små snacks til solbriller, hatte, tøj osv.

Vi hyggede os godt, men da klokken nærmede sig 9, var det på tide at vende tilbage til hotellet. Vi skulle ikke være alt for sent ude, da vi ikke følte os så sikre  aftenen.

Mandag d. 27/4 gik turen til det franske kvarter, der ligger i den nye bydel. Her ligger blandt andet operahuset og historiemuseet.

Operahuset så vi kun udefra, men det var tydeligt inspireret af det franske.

Bagefter var det historiemuseets tur, og her var der udstilling om fortidens mennesker og deres udvikling. Derudover var der også en udstilling om vietnamesisk historie - alt sammen rigtigt spændende og bestemt et besøg værd.

Om aftenen småregnede det, så vi opgav at finde et nyt sted at spise, og gik ned på vores lokale 'Katie Melua cafe'.

Tirsdag d. 28/4 var skuffelsernes dag. Vi tog chancen og tog tidligt ud til maosoleet igen i håb om, at køen var mindre end i søndags. Det var den desværre ikke, men så let gav vi ikke op. Vi stod i kø en halv time, og da endelig kunne se indgangen til mausoleet, blev vi hevet til side af personalet. Ingen havde i den 30 minutter lang kø fortalt os, at man ikke måtte have shorts på, og det stod heller ikke nogen steder. Vi havde to valgmuligheder: købe bukser i en overpriced souvinirebutik eller gå igen. Så vi gik væk fra maosoleet og prajede en taxa, der skulle tage os hen til en cafe i nærheden af hotellet.

(Køen til mausoleet)

Vi har hidtil haft rigtig gode oplevelser med taxaerne, Taxagroup, men denne var bestemt ikke en af dem. For det første kørte han en stor omvej, og for det andet rundede han op fra de 72000 dong, vi egentlig skulle have betalt, op til 80000 dong. Selvom det ikke er mange penge, det drejer sig om, handler det om hans moral, samt det at vi selv gerne selv vil bestemme, hvor mange penge vi giver i drikkepenge. Rigtig øv-oplevelse.

Om aftenen spiste vi på en restaurent, hvor vi fik lækre steak serveret med stegte kartofler og grønsager.

Onsdag d. 29/4 var det den store pakkesammen-dag, for dagen efter gik turen videre til Bali. Eller retter Kuala Lumpur, for vi skulle mellemlande her og vente i 13 timer på det næste fly til Bali.

Vi fik kun med nød og næppe fik lukket kufferterne i, og så var det tid til lidt hygge, inden vi skulle ud af spise aftensmad.

Vi sluttede Hanoi af på vores velkendte 'Katie Melua cafe' med lækker mad, god musik og en drink. Vi glemte desværre at tage billede af hovedretten, men vi huskede billedet til desserten.

Torsdag d. 30/4 kunne vi vinke farvel til Hanoi.

Det har været sjovt og spændende at være i Hanoi og opleve deres kultur. MEN, at opholde sig i Hanoi, to piger alene, er ikke en ideel plan uanset hvad, rejseguiderne siger. Vi har haft en del ubehagelige oplevelser, mens vi er gået rundt, og det er sådan nogle oplevelser, vi kunne have undgået, hvis vi havde rejst med vores forældre eller andre. Inden rejsen var vi godt klar over, at der kunne komme nogle konflikter, men når man bliver konfronteret med det, er det stadig overraskende.

Næste stop er Kuala Lumpur, hvor vi skal vente i 13 timer på det næste fly. Vi glæder os eminent meget... -.-

Introducing Hanoi part 1

Søndag d. 19/4 startede udforskningen af Hanoi for alvor. Denne dag stod det på Hanois gamle fængsel, Hoa Lo Prison, derudover skulle vi også have et hurtigt kig på St. Josephs katedral.

Hoa Lo Prison blev bygget under den franske kolonisering i 1896, og holdt i perioden tusindvis vietnamesiske patrioter og revolutionsforekæmpere indspærret under umenneskelige forhold; den vietnamesiske befolkning gav fængslet øgenavnet "hell on earth". Fængslet blev bygget på fransk manér, med franske materialer og franske procedurer. Her foregik barbarisk totur, og der var massiv pladsmangel. Den værste del af fængslet var et specielt fangehul (cachot), hvor de indsatte, der gik imod fængselsreglerne, blev placeret. Rummene var mørke, små og havde meget lav ilttilgang. Gulvet var designet på en måde, så de indsattes hoved var i en lavere position end resten af kroppen - gulvet gik skråt nedad. Derudover blev de lås fast i benene 24/7, banket, sultet og fik kastet iskoldt vand over dem om vinteren. Når/hvis de blev løsladt, kunne de hverken gå, se, eller løfte armene, og de var befængt med scabies og hævelser.

Efter Vietnams selvstændighed i 1954 blev fængslet brugt til kriminelle, og fra 1964 til 1973 var dets formål tilbageholdelse af amerikanske piloter, der blev skudt ned i Nordvietnam.

Det var rigtig spændende og men også meget skræmmende at se, hvor lidt empati der finder sted, når magtindhavere underminerer befolkningen.

(Hovedindgang)

(Fængslet oprindelige udseende)

(Mændenes sal/celle)

(Flere succesfulde undslippelser har fundet sted gennem kloakerne)

(Chatot fangehul hvor fangerne lå med hovedet skråt nedad)

(Dødsgangen, hvor de dødsdømte sad)

(Mindetavler over de døde)

Bagefter var St. Joseph katedral. Det blev dog et kort besøg, da man hverken kunne komme ind i kirken eller bare tæt på.

Ved de forskellige seværdigheder blev vi stoppet en del gange, for at tage billeder for andre turister. Det er som om, at de har tillid til, at man tager gode billeder, når man selv render rundt med et kamera.

Vi spiste halvt frokost på en nyåbnet cafe tæt på katedralen ved navn Kafe Box. Den lille cafe var vildt stilet, og kunne sagtens have ligger midt inde i København.

Der dog stor forskel på vietnamesisk service på restauranter/cafeer i forhold til danske. For det første er der deres konstant åbenlyse brug af smartphones i arbejdstiden, kommunikationen mellem kollegerne er højlydt, og derudover er de ikke særlige opmærksomme på kunderne. Man skulle næsten tro, at det var deres lille hyggehjørne i stedet for en arbejdsplads; men må vel være vietnamesisk moral.

Som en lille sidenote blev Fie og jeg ret overrasket, da vi fandt ud af, at dong (VND) kun findes i sedler. Der gjorde det en del nemmere at holde styr på pengene.

Mandag d. 20/4 skulle vi ud og se Hoan Kiem søen samt de seværdigheder, der lå omkring. Her lå blandt andet "Den gunstige vinds tårn", skildpadde tårnet, Pennetårnet og Ngoc Son-templet.

Den sidstnævnte er viet til litteraturens skytsengel og den general, der fordrev de mongolske invasionstropper. For at komme ud på øen, der ligger i den nordlige ende af Hoan Kiem søen, skal man over den røde Solstrålebro.

Naturen omkring øen og templet var rigtig flot, og det var spændende at se et tempel, der på nogle punket var meget anderledes fra de templer, vi ellers har set. Hvor de japanske templer var smukke men enkelte, var det vietnamesiske tempel farverigt.

(Templet)

(Skildpadde templet)

(Den gunstige vinds tårn)

(Pennetårnet)

(Inde i templet)

(Ofring)

(Indgangen)

(Den røde Solstrålebro)

I templet findes en udstoppet kæmpeskildpadde, som man mener har svømmet rundt i søen i 400-500 år. Derudover har den særlig værdi for vietnameserne, fordi de mener, den har været nær slægtning til den gyldne skildpadde, der hjalp Le Loi.

Da vi bevægede os ud fra templet, var der pludselig en kvinde, der greb fat i Fies arm. Hun sagde noget på vietnamesisk og smilede, og bagefter signalerede til sin mand, der også tog fat i Fies arm. Vi forstod hat, men gik ud fra, at det havde noget at gøre med Fies hår og hudfarve.

Varmen var ved at stige os til hovedet, så vi fandt en cafe, hvor vi fik en iskaffe og en ventilator, der kunne bringe kropstemperaturen ned igen.

Senere på aftenen tog vi tilbage til Hoan Kiem søen, men denne gang var det for at se det vanddukketeater, der ligger lige ved siden af.

Et vanddukketeater er, som navnet siger, dukker i vand. Eller rettere, det er en håndfuld dukkeartister, der står i vand til knæene bag en skærm, mens de med bambuspinde styrer trædukkernes bevægelser. Det er en ældgammel vietnamesisk underholdning, hvor man før i tiden under oversvømmelser af rismarker, opførte vanddukketeateret i en sø. Gamle legender og hverdagsscenarier blev opført, og det samme gælder for i dag. Vanddukketeateret, vi havde fornøjelsen af at besøge, var dog indendørs og havde et orkester til at skabe stemningen omkring stykket. Desværre gik det meste af plottet dog tabt for os, da historieforklaringen foregik på vietnamesisk. Det var dog stadig en spændende oplevelse, og helt klart en vi ikke ville have været foruden.

Bagefter spiste vi på en restaurant, der havde en balkon med udsigt ud over Hoan Kiem søen, så vi kunne nyde den skønne udsigt med vores måltid.

(Udsigten)

Tirsdag d. 21/4 var det en længere gåtur, vi skulle ud på. Det var heldigvis "kun" 28 grader i modsætning til de andre dage, hvor temperaturen var i slutningen af 30'erne, så det var til at holde ude.

Vores mål var Litteraturtemplet, der blev grundlagt i 1070. Det er her studerende kommer, når de skal bede om en god eksamen. Før i tiden blev Litteraturtemplet set som Vietnams første universitet pga. af den skole, der lå lige bag den.

I den midterste gård ses 82 mindesten på ryggen af hver sin skildpadde (skildpadden er et af de fire symbolske væsner i Vietnam). Hver mindesten fortæller en historie om tiden, den blev opført i, samt navnene på de elever der gennemførte eksamen.

Længere inde i gårdene finder man "Den Himmelske Klarheds Dam" og selve templet.

Selve templet var flot og farverigt, men det mest imponerende var haven omkring den. Her stod der ældgamle træer, der snoede sig rundt om hinanden, og pænt anlagte blomstergange ledte vej til templet.

(Indgangen)

(Mindestenene)

(Forgyldt skildpadde)

Vej til og fra templet var en anelse ubehagelig. For det første skulle vi over en del veje, og lad mig sige det pænt; vietnameserne kører af helved til. De stopper hverken for fodgængerovergang eller rødt lys, og scooterne er endnu værre end bilerne. Nogle gange må man lukke øjnene og så bare gå ud i det, og undvige biler og knallerter så godt man kan.

For det andet var der en del slum på vejen, og som turist kunne man ikke lade være med at føle, at vietnameserne stirrede rigtig meget og åbenlyst. Fie og jeg knugede vores tasker til os - måske lidt paranoidt, men når man er to unge piger alene, kan man aldrig vide sig sikker.

Vi tog en pause fra varmen på en lille starbucks-agtig cafe, Urban station. Udefra lignede den en ombygget telefonboks, og indretningen var rigtig hyggelig og meget stilet.

Om aftenen tog vi tilbage til en af de restauranter, vi tidligere havde besøgt, hvor Fie fik pizza og jeg fik en vietnamesisk ret med kylling, ris og stegte grønsager.

Natten til onsdag d. 22/4 regnede, lynede og tordnede det, så der var intet strøm overhoved på hotellet morgenen efter. Det betød, at der kun var brød og smør samt frugt til morgenmad, da der jo naturligvis ikke kunne laves noget i køkkentet. Derudover var der heller ikke noget vand, så vi kunne ikke komme i bad, hvilket virkelig er noget, man kræver,  når man render rundt i over 25 graders varme. Så denne dag kom vi først ud om aftenen, da vandet og strømmen var kommet tilbage.

Vi spiste aftensmad på Giadinh Seafood and BBQ, hvor vi fik steak med brød, kartoffelmos og grønsager. Vildt lækkert men lidt i den "dyre" ende. Hele 143 kr for en super tilberedt middag for to. Kan det blive bedre!?

Torsdag d. 23/4 stod i kvindernes tegn. Vi besøgte Kvindemuseet og lærte noget om kvindernes rolle i det vietnamesiske samfund. Den del, vi fandt mest interessant, var dog etagen om kvindernes rolle i krigen med amerikanerne. Gennem videoer, udstillinger og billeder blev kvindernes mod og styrke fremvist, og vi kunne ikke lade være med at være ret så betaget.

En af udstillingerne fortalte om "the human bridge", hvor unge kvinder hoppede ned i floder og søer for at danne broer af træplader for de sårede. "Don't let the wounded get wounded twice", stod der under udstillingen. 

Vores egentlige plan bagefter var at tage et kig på det shoppingcenter, der lå nogle gader fra museet. Men allerede uden for døren besluttede vi, at det var nok at se udenfor. Aldrig har et shoppingcenter været så intimiderende. Der stod dørmænd og vagter ved de gyldne døre, og rengøringsfolk vaskede gulvet uden for. Væggene var prydret med navne som Burberry, Louis Voitton og Prada.

(Trang Tien Plaza)

Vi spiste frokost på cafeen, Cafe Ciao, og så var det ellers oplevelser nok for den dag.

Om aftenen spiste vi aftensmad på en lille lokal restaurant, og af ren eventyrlyst bestilte vi noget, vi ikke helt vidste, hvad var. Det viste sig, at være pasta med kødsovs, og for jer der ikke ved det, Fies værste mareridt. Dybt traumatiseret spiste hun dog op, og jeg morede mig gevaldigt med diverse kommentarer.